Ny elev

Egå Produktionshøjskole er stedet for dig, der har brug for lidt ekstra for at blive klar til ungdomsuddannelse eller et arbejde.

Vi tilbyder praktisk undervisning på værksteder, hvor produktionen, fællesskabet og din personlige udvikling er i centrum. Ud over undervisningen på værkstederne kan du følge undervisning i dansk og matematik på det niveau, du befinder dig på. Du vil også få mulighed for at komme i praktik.

Mens du er på skolen, vil du løbende få vejledning både af din faglærer i værkstedet og af en af skolens vejledere. Det vil både være vejledning om dine faglige, personlige og sociale kompetencer, men også vejledning om dine uddannelses- og jobmuligheder.

Egå Produktionshøjskole er en anden vej til uddannelse, og vi glæder os til at hjælpe dig på vej.

Optagelse på Egå Produktionshøjskole
Du kan blive elev på Egå Produktionshøjskole, hvis du:

Er mellem 16 og 25 år
Har opfyldt ni års undervisningspligt
Ikke har gennemført en ungdomsuddannelse

Hvis du gerne vil starte på skolen, skal du tale med din UU-vejleder (Ungdommens Uddannelsesvejledning). I skal sammen vurdere, om et ophold på en produktionsskole passer til dig. Din UU-vejleder laver en målgruppevurdering, som du skal aflevere til os på skolen.

Inden du starter på skolen, skal du komme herud, så du kan se skolen og høre om dagligdagen. Besøget og rundvisningen tager ca. en time. Du kan enten selv kontakte os eller bede din UU-vejleder om det.

Der er informationsmøde hver tirsdag kl. 10:00 (du møder bare op)

Du kan finde din personlige UU-vejleder her:

Maria – MultiYou

Jeg har lært at få kreative ideer og finde kreative løsninger og indgå i samarbejde og samarbejdslege. I praktik og på kombinationsforløb er jeg blevet klogere på, hvad jeg skal i fremtiden.

Jeg er blevet mere åben og imødekommende på skolen, og har også kunnet mærke en positiv personlig udvikling i forløbet og i praktikkerne.

Jeg er blevet bedre til at være sammen med mange mennesker, og har fået gode venner på skolen.

Jeg har været glad for at gå på skolen, glad for lærerne og fællesskabet, har lært en masse om mig selv, og prøvet mange nye ting.

Jeg er optaget på KUU – Omsorgshjælper.

Omar – MultiYou

Jeg har lært at sy og være kreativ, lært at bruge håndmaskiner og at være instruktør i lege og aktiviteter.

Jeg er blevet mere sikker på mig selv, og er ikke så genert mere. Jeg er blevet mere imødekommende og er blevet bedre til at skabe kontakt til folk, jeg ikke kender.

Jeg er blevet bedre til at samarbejde og finde venner, og jeg har fået mange gode venner på skolen.

Jeg har været glad for fællesskabet og bevægelsesdelen i værkstedet. Derudover har tirsdags undervisning og fredags underholdning været super godt.

Jeg er optaget på VUC.

Sofie – Mad og Service

Jeg har lært en masse om at arbejde i et køkken, har lært mange nye fagudtryk og kan efterhånden lave mange bage- og madretter alene.

Jeg er blevet meget mødestabil, er blevet god til at komme til tiden og passe mine aftaler.

Jeg har været glad for fællesskabet, og jeg har fået mange nye venner på skolen.

Jeg har været glad for at møde troværdige voksne, og jeg er blevet afklaret omkring uddannelse.

Jeg er optaget på EUD – ernæringsassistent

Nicoline -Træ og Byg

Jeg har lært at arbejde med træ, og jeg har lært at lave cykler og fået kompetencer i metal.

Jeg har fået større tro på mig selv og min selvtillid er vokset. Jeg har også fået større selvindsigt og nu tør jeg stå ved, hvem jeg er.

Jeg har haft det godt i fællesskabet, og vores daglige kortspil om morgenen har været super hyggeligt.

Jeg har haft et fantastisk forløb på skolen og skolen har hjulpet mig til en læreplads på et lager, når jeg er færdig på GF2.

Jeg er optaget på EUD – Lager og logistik.

Peter – Medie IT

Jeg har lært at bruge forskellige programmer og redskaber, som f.eks. Photoshop, Sony Vegas og Game Maker Studio.

Jeg har lært at være mere hjælpsom overfor andre mennesker, og at smile om morgenen.

Jeg synes at det sociale aspekt af skolen er ret godt, fordi at der tit starter nye mennesker, så man lære nye mennesker at kende hele tiden.

Mit forløb på skolen har været ganske udmærket.

Det bedste ved skolen har været de gange vi har været ude af huset og oplevet noget. F.eks. startede jeg på den årlige hyttetur, og det var en super fed start.

Jeg er blevet optaget på VUC Hornslet.

Devrim – Mekanik og Biler

Fagligt har jeg lært om biler og cykler, personligt har jeg lært at være mere afslappet og rolig, og finde den vej jeg gerne vil gå. Socialt har det været godt fordi man hurtigt får nye venner som man enes godt med.

Det har været rigtig fedt, man hygger sig meget med dem på mekanik linjen. Og der er altid noget at lave på biler og scootere.

Jeg er kommet ind på EUD GF Vagt.

Mødetider:
Mandag til torsdag
8.05 – 14.35

Fredag
8.05 – 13.35

Alle har mødepligt hver dag, og vi forventer af dig, at du møder til tiden og kommer hver dag.

Hvis du kommer for sent eller bliver væk uden afbud, trækkes du i skoleydelse for den forsømte tid.

Hvis du bliver syg:

Ved sygdom skal du ringe til skolen hver dag inden kl. 9.00 med mindre andet aftales.

Se i øvrigt årsplanen for yderligere oplysninger.

Madordning
Alle elever og ansatte deltager i skolens madordning og det koster:

Kr. 100 pr. uge.

Kl. 9.00 – 9.20 er der morgenmad.

Kl. 12.00 er der fælles frokost i kantinen.

Fredag Kl. 10.10 – 10.45 fælles brunch i kantinen.

I køkkenet er der fokus på varieret mad og gode råvarer. Maden er, så vidt muligt, lavet med årstidernes råvarer, og alt er lavet fra bunden.

Eleverne i køkkenet er med i hele processen, lige fra at hakke kødet til frikadellerne til at tage opvasken bagefter.

Vi laver sund, varieret kost – og mad, man bliver glad af!

 

Skoleydelser
Der udbetales hver 14. dag en skoleydelse på
Kr.  700  til elever under 18 år.
Kr.  700  til elever over 18 år, som er hjemmeboende.
Kr.  2500  til elever over 18 år, som er udeboende.

Vejviser – Busruter
Det er nemt at komme til Egå Produktionshøjskole. Nedenstående busser stopper næsten alle i krydset ved Grenåvej og Mejlbyvej, og derfra er der mindre end 10 min. gang til skolen.

Følgende busruter kan anvendes for at komme til skolen:

Bybus:

#12    stopper ved Egå gymnasium

Rutebil: #100 – #101 – #120 – #121 – #122 – #123   stopper på Grenåvej

Spørg skolens kontor om mulighed for tilskud til transport.

 

Her kan du få svar på dine spørgsmål vedrørende regler og rammer og dit forløb på skolen.